Land Art Rebild har i 2015 og 2016 realiseret tre af forslagene fra fase 1:

Karen Kirstine Ballegaard: Poesi i Skoven



Foto: Karen Kirstine Ballegaard

Udgangspunktet er min egen poesibog og de visdomsord, der findes der. De små fine bøger med blanke sider cirkulerede hovedsageligt mellem pigerne i min barndom. Venner, lærere og familie blev bedt om at skrive i dem, og de håndskrevne tekster var vers, der indeholdt visdomsord, gode ønsker og leveregler.

Versene er malet på en gruppe træstammer på højen over indgangen til Thingbæk Kalkminer i Rebild. Teksterne er overført så de står på stammerne med den håndskrift, de er skrevet med i poesibøgerne og med et vers på hver træstamme.

Jeg har kontaktet ældre borgere i Rebild kommune, for at finde poesibøger fra området. Ved at finde tekster, der har været brugt i lokalområdet og blande dem med mine egne, er der knyttet en forbindelse til lokalområdet, og projektet er blevet forankret i Rebild samtidig med, at der skabes linier ud i verden.

Efterhånden som vejr og vind nedbryder malingen og træerne vokser, vil teksterne blive mere og mere utydelige og til sidst forsvinde helt. Det vil efterlade skoven uforstyrret efter et stykke tid. Hvor lang tid der går er uvist.

Poesibog i Skoven er støttet af Anna E. Munchs Legat og Kulturaftale Nordjylland.

Læs mere om Karen Kirstene Ballegaard her

 

Tulle Ruth: Drive In for Lydkunst



Foto: Svein Ove Kirkhorn

 

Drive In for Lydkunst er et nordisk Drive-In galleri for lydkunst. Det fungerer på solkraft og er et kunstnerisk indslag i landskapet samt for de mange bilister, cyklister og vandrende, som dagligt passerer forbi.

Ni nordiske lydkunstnere præsenterer special-komponerede værker i Nordens første Drive In galleri for lydkunst.: Maja Urstad og Siri Austeen (N), Anna Hedberg og Signe Lidén, (SE), Joonas Siren, (FI), Trine Hylander Friis, Flopper og Band Ane (DK) samt Thurídur Jónsdóttir (IS).

Drive Inén stod ved landevej 180 ved en rasteplads lidt syd for Rebild i udkanten af Rold Skov. Lydværkerne kan høres tors. til sønd. kl. 12-21 i perioden 4. juni – 24. sept. 2016. Kør blot bilen hen langs Drive Inén, åbn for vinduet og slip lydkunsten ind i bilen.

Rebild var første station på lydgalleriets nordiske turné. I hvert land præsenteres nye stedspecifikke og specialkomponerede lydværker.

Drive In for Lydkunst i Rebild er støttet af Norsk Kulturråd, Nordisk Kulturfond, Kulturaftale Nordjylland, Rebild Kommunes Kulturråd og Stiftelsen Clara Lachmanns Fond.

Læs mere om Tulle Ruth her og om lydgalleriet her

 

Jens Chr. Jensen: Hvepsebo

 


Foto: Jens Chr. Jensen


Et hvepsebo er en bolig for nogle insekter, som de fleste har stor respekt for. Når vi hører lyden fra beboerne i en sådan beboelse, er de fleste af os mennesker parate til et modangreb eller flugt.
Den dramatik som opstår, når vi mennesker opdager og / eller forstyrrer hvepsenes bolig, har inspireret mig til dette projekt.

Hvepsebo bygges i 4-5 meters højde oppe i træerne, - hvor grenene begynder på træet - de vil være ca. ½ - 1½ meter i diameter. Boet bygges omkring træstammen, men fastgøres ikke ind i selve stammen. Det bygges af fyrretræ, som med tiden vil ændre farve, så det får den samme grålige farve, som et naturligt hvepsebo har.
I forbindelse med hvepseboet vil der blive installeret en sensor, som aktiveres via bevægelse under eller tæt på træet. Sensoren starter en lyd fra en skjult højtaler - en lyd optaget i et naturligt hvepsebo og en lyd, som giver indtryk af, at hvepsene er aggressive og er parate til angreb. Lyden stopper efter ca. 2 minutter.

Hvepsebo kan ses i Kgs. Thisted, hvor det blev realiseret i 2015 med støtte fra “Folk og Fæ”, Rebild Kommunes Landsbypulje og en privat donation.

Læs mere om Jens Chr. Jensen her

HOME